byggens historie i danmark
Byg opdeles i flere underarter, som alle har været dyrket i Danmark. Et bygaks består af småaks, og i hvert småaks sidder der tre blomster. Hos nogle bygtyper er to af blomsterne i hvert småakssterile. Der udvikler sig derfor kun et korn i hvert småaks. Småaksene sidder i rækker over hinanden på hver side af bygakset, og der bliver på den måde to rader af korn i akset. Andre bygtyper udvikles korn i alle tre småaks, og akset bliver på den måde 6-raddet. Hver blomst er omsluttet af avner. P åden vilde byg, og på den byg, man normalt dyrker i Danmark i dag, er avnerne vokset sammen med kernen, men der findes såkaldt nøgen byg, hvor kernen sidder løst omsluttet af avnerne, og avnerne falder derfor af, når man tærsker kornet.
Den vilde byg Hordeum spontaneum er 2-raddet med dækkede kerner, men arkæologiske fund har vist, at nøgenbyg og 6-raddet byg opstod allerede i den tidlige oldtid. I Danmark var nøgenbyg den mest udbredte afgrøde iyngre stenalder, men i løbet af bronzealderen blev den erstattet af dækket byg. I dag dyrkes der dækket byg af både 2-raddet og 6-raddet byg, mens den nøgne byg stort set ikke dyrkes. Selvom det blot er ganske få gener, bestemmer om en bygsort er 2-raddet, 6-raddet, nøgen eller dækket, så har dyrkningen af de forskellige typer forskellig historisk oprindelse, og dyrkningen har været adskilt i så lang tid, at der også er andre karaktertræk, som knytter sig til de forskellige typer.
Seksradet byg er typisk tidlig i vækst med brede blade, og tykke men bløde strå, mens den 2-raddede byg er mere stiv i strået, har en længere vækstsæson, men er også mere fordringsfuld med hensyn til eksempelvis næringsstoffer. I den 6-raddede byg bliver den midterste kerne normalt større end de to andre kerner i småakset, hvilket malterierne ikke bryder sig om, men til gengæld har den ofte en større enzymaktivitet, hvilket malterier gerne vil have. Frem til begyndelsen af 1800-tallet brugte man den 6-raddede byg til maltning, fordi enzymaktiviteten i den 2-raddede byg var for lav. Når kornet er urent og uensartet, har man behov for en stor enzym aktivitet i malten, for at der udvikler sig tilstrækkeligt sukker under brygningen. Var man nødsaget til at bruge 2-raddet byg måtte man ofte malte i længere tid, så kornet blev til husar-malt, som smager bittert.
Da man i løbet af 1800-tallet fik bedre styr på kornets renhed, blev behovet for høj enzymaktivitet mindre, og man begyndte derfor at gå over til maltning af 2-raddet byg. der gaven mere ensartet malt. I Danmark og det kontinentale Europa har det påvirket brygningstraditionen ved, at man lægger vægt på temperaturstyringen under brygningen for at udnytte enzymerne optimalt. I Amerika derimod er man fortsat med at vælge 6-raddede sorter til maltning, og sorterer i stedet kornet for at få en ensartet vare. Med den højere enzymaktivitet har temperaturstyringen derfor været mindre vigtig, hvilket har påvirket bryggetraditionerne i Amerika.
Den ældste renavlede sort af byg er Chevallier-byg, som blev forædlet i England allerede i 1832. Under forskellige navne kom den til Danmark i de følgende årtier, og blev anvendt til malt af høj kvalitet. Chevallier skulle for at lykkes have mere gødning og stillede større krav til mergling og jordtilberedning end de gamle landsorter, man betalte godt derfor med et højere udbytte af store kerner. Chevallier havde dog den ulempe, at den samtidigt med at den stillede krav om gødning ikke var særlig stråstiv, og derfor let gik i leje, hvis den fik for meget gødning. Der blev derfor i løbet af 1800-tallet indført andre sorter. Imperial eller Flynder byggen blev indført fra Tyskland på grund af sit stive strå, men udbyttet var på de fleste jorde lavt. Sorten fik i slutningen af 1800-tallet en vis udbredelse på mosejorde i Jylland.
Størst betydning for Danmark og hele Nordeuropa omkring århundredeskiftet fik Prentice-byggen. Sorten havde et stift strå, og gav større udbytte end alle andre afprøvede sorter. Dens historie og oprindelse er ganske ejendommelig, og beskrives blandt andet i Landbrugets Ordbog fra 1908:
...” I foraaret 1884 modtog det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Maltbygudvalg gennem Markfrøkontoret bI.a. nogle Sække Saabygfra Mellemengland; dette Byg blev saaprøvet i Udvalgets forsøg under Navn af "Engelsk Byg" ogviste sig gennemgaaende at give større Kerneudbytte end de andre prøvede Sorter; samtidig lagde man paa de arlige Maltbygudstillinger Mærke til Sortens ejendommelige Kornform. Sorten bredte sig hurtigt i Omegnen til de Gaarde, hvor forsøgene anstilledes, og man fandt da, at Navnet "Engelsk Byg" var for ubestemt. Paa Maltbygudstillingen i København i Efteraaret 1886 drøftedes dette Spørgsmaal blandt Dommerne, og da Møller A. Bay erklærede ,at Sorten lignede noget Byg, der dyrkedes paa Langeland under Navn af "Printice-Byg", fandt Udvalgets forsøgsleder, forpagter Chr. Sonne, Anledning til i forsøgsberetningen for 1887 at bruge dette Navn om det tidligere "Engelske Byg". Under Udstillingen i 1888 kom en Mr. Prentice herover; hanudtrykte overfor forpagter Sanne sin Glæde over, at hans Byg vandt saa stor Udbredelse her i Danmark og udbad sig Tilladelse til at sende en Prøve af sin originale Saasæd. Da denne ankom, viste det sig imidlertid at være en typisk Chevalier-Byg. Det danske Printice-Bygs Oprindelse blev altsaa ikke herved mere klar, men dets Navnforandredes ved denne Lejlighed til "Prentice-Byg". Sorten vandt hurtigt stor Udbredelse i Danmark og er nu sikkert mere udbredt end alle andre Byg sorter tilsammen. Fra Danmark er Prentice-Bygget kommet til Sverrig, Tyskland og andre Lande og har ogsaa her vundet stor Udbredelse..."
Når Prentice vandt så stor udbredelse, skyldes det det stive strå, men som alle andre sorter, havde også Prentice sine svagheder. Især i tørre år havde akset svært ved at skride ordentligt gennem bladskeden, og maltkvaliteten var mindre god. Af denne grund blev også andre sorter indført, blandt andet Goldthorpe, der havde en bedre maltkvalitet, men gav et lavere udbytte, og havde tendens til aks-nedknækning. Sorten fik en del udbredelse. men efterhånden som bygavlen blev forbedret i Danmark og andre lande faldt merprisen for maltbyg af særlig høj kvalitet. og uden denne kunne sorten ikke konkurrere med Prentice.
Alvorlig konkurrence om det danske såsædsmarked kom i 1913 med de to sorter Binder og Guld. Guldbyg kom fra Sverige. hvor man havde selekteret den fra en landsort fra Gotland. Guldbyg havde et endnu stivere strå end Prentice, hvilket tillod at tilføre mere gødning, og dermed opnå et større udbytte, og kernen så fin ud, selvom maltkvaliteten nok ikke var bedre end Prentice. Sorten blev meget brugt i planteforædlingen.
Binderbyg er en selektion i den bøhmiske sort Hanna, som er en af de mest betydningsfulde maltbygsorter i verden. Hanna selv har ikke været dyrket i Danmark i større skala. men fra denne sort stammer den svenske Hannchen-byg og den danske Binder byg. Selvom ophavet altså er meget forskelligt, minder Binderbyg og Guldbyg en del om hinanden, og de er begge blevet brugt meget i planteforædlingen.
Fra Irland kom sorten Archer, som i forskellige selektioner dyrkedes i både Danmark og England. Særlig en Archer type fra Abed, der kom frem i 1927 fik en del udbredelse på grund af sin fine maltkvalitet, men kunne ikke konkurrere i udbytte med de sorter, som Abed samme år forædlede efter krydsning mellem Binder og Guld. Af denne krydsning kom i 1922 sorten Opal og i 1927 sorterne Maja og Kenia, som blev en revolution indenfor maltbyg.
Selvom maltkvaliteten ikke i sig selv var noget fremskridt, så var sorterne stråstive og yderige. Kenia og især Maja blev totalt dominerende bygsorter indenfor 2-raddet byg. De sorter, der efterfulgte Kenia og Maja. er alle forædlet ud fra disse. således Frejafra 1941 (Sejr * Opal). Ferofra 1943 (Selektion i Kenia), Lenta fra 1943 (Maja * Kenia), Carlsberg I fra 1946 (Maja * Prentice), Drot fra 1948 (Selektion i Maja), Bonus fra 1950 (Maja x (Seger x Opal)), Drost fra 1951 (Maja x Kenia), Hafnia fra 1958 (Freja x Lenta).
Der findes således næppe maltbygsorter i dag, som ikke er efterkommere af disse sorter. Den 6-raddede byg er gået stødt tilbage siden man begyndte at gå over til 2-raddet byg til maltning. De gamle landsorter af 6-raddet byg blev først afløst af mere forædlede sorter. Redaktør Erhard Frederiksen fra Fyn og Jørgen Jensen fra Snogebæk gjorde et stort arbejde i forædlingen og kom med flere sorter såsom Nordslesvigske Kæmpebyg, der havde større kerner og stivere strå end landsorterne. Karl A. Jørgensen fra Lyngby forædlede i 1909 Karlsbyg samtidig med at Abed kom med deres Juli byg, og de blev begge meget populære. Stadig var den 6-raddede byg dog at betragte som en særskilt afgrøde på grund af de bløde strå og den tidlige modning. Den egnede sig kun til sen såning, men idatiden, før traktoren blev indført. strakte såningen sig over lang tid, og man havde derfor også behov for afgrøder med kort vækstsæson til de sidste såninger. Hertil egnede den 6-raddet byg sig godt. I tiden med landsorter, og i de tidlige generationer med ren-linjede sorter var bønderne ikke erfarne i håndtering af forskellige sorter. At have forskellige sorter til forskellige anvendelser kræver en vis logistik og orden, og der ville alt for ofte være blevet byttet om på sædekornet, så høsten slog fejl. Dette kan være en af grundene til, at det har været en fordel, at man kunne se forskel på den 6-raddet byg med den korte vækstsæson og den 2-raddet byg til den tidlige såning.
Et lignende fænomen kan være forklaringen på, at man i Alperne dyrkede spelt oppe i de kolde egne i bjergene og almindelig hvede i de varmere dale. Ligesom 6-raddet og 2-raddet byg, så er der genetisk ikke megen forskel på spelt og hvede, men lokalt har de været brugt til forskellige formål, og har på den måde udviklet sig forskelligt. Efterhånden som landbruget blev mere mekaniseret, blev behovet for en afgrøde med ekstrem kort vækstsæson mindre. Den 6-raddet byg blev forædlet i retning af højere udbytte og længere vækstsæson, og kom på den måde til at minde mere og mere om den 2-raddet byg. Ivore dage dyrkes både 6-raddet byg og 2-raddet byg, men de er i forædlingen krydset så meget ind over hinanden, at man ikke længere kan betragte dem som selvstændige afgrøder.
